Au Revoir Vietnam

Søndag

Turen fra Phnom Penh til den vietnamesiske ø Phu Quoc skulle vise sig at blive temmelig lang. Om end ikke lige så besværlig, som fra Bangkok til Cambodia, men næsten: Minibus fra Phnom Penh kl. 8 om morgenen, ankomst til den vietnamesiske grænse ved 11-tiden, og derfra til havnen og med båd kl. 14. Ankomst til Phu Quoc og med minibus til vores hotel, hvor vi endelig var fremme ved 17-tiden. Pyha, sikke en omgang.

Der var andre, der sad en del mere klemt end os...

Vores hotel var den billige sektion af et stort og helt nybygget luksusresort, der lå lige ned til stranden. Dvs. vi havde adgang til alle resortets faciliteter, men boede lige på den anden side ad vejen, og vi gik derfor ned til det store resort for at få aftensmad. De havde kun en 5-retters set-menu, der i den grad oversteg vores budget, men vi havde ikke fået andet at spise den dag, end morgenmad, så vi syntes, vi fortjente det. Super lækker mad, og en smuk solnedgang. Stedet var utrolig flot og lækkert (og havde kun ganske få gæster), og vi var ret godt tilfredse med at skulle tilbringe de næste dage i fred og ro.

Mandag

Vi vågnede op til overskyet vejr, og besluttede at få set lidt af øen. Vi lejede en scooter (vel at mærke uden at udfylde eller underskrive noget som helst) og Jacob, der aldrig havde kørt knallert før, var lidt spændt – især over at skulle have Mari bag på. Han klarede det dog, efter lidt øvelse, med bravour.

Hold k*ft, hvor ser vi åndssvage ud!

Vi kørte rundt nær centrum af hovedbyen på øen, og fandt til sidst frem til øens mest berømte fiskesaucefabrik. Èn af grundene til, at vi havde valgt at tage til Phu Quoc, var tv-programmet ’Spis Vietnam’, hvor et af programmerne handlede om netop denne ø, som vi syntes så utrolig charmerende og hyggelig ud. Øen er berømt for at producere verdens bedste fiskesauce, og vi var da heller ikke i tvivl, da vi nærmede os fabrikken: lugten er helt ekstremt gennemtrængende og virkelig dårlig (men smagen er helt unik)! Fiskesauce er lavet af ansjoser, der lægges i saltlage, og derudfra tappes så saucen.

 Puuuuuha, hvor det stinker!

Her ses det tydeligt, hvor meget salt, saucen udgøres af. Faktisk bruger vietnameserne slet ikke salt i deres mad, men bare fiskesauce i stedet.

Bagefter cruisede vi ud mod en peberplantage. Mari syntes det var ret så eksotisk at være nået helt derud, hvor pebret gror (høhø) og plantagen var faktisk ret flot. Selve pebret smagte helt som forventet, også selvom frugterne ikke var modne endnu.

 

Herefter fandt vi frem til Rainbow Divers, og bookede et ”Discover Scuba Dive”-kursus, og langt om længe kunne Jacob få sin fødselsdagsgave fra Mari. Næste dag skulle vi starte med nogle basale øvelser i en pool, for dagen efter tage ud på åbent hav. Om aftenen mødtes vi efter lidt mad, med et hollandsk par, som vi havde mødt på busturen fra Phnom Penh til Phu Quoc. Vi fik et par drinks på en beach bar og fandt ud af, at vi havde en hel del at snakke om, og havde en super hyggelig aften.

Happy hour!

Tirsdag

Formiddagen blev brugt på afslapning, inden vi om eftermiddagen mødtes med Lisa, vores engelske dykkerinstruktør, for at lære de basale dykker-øvelser i en swimmingpool. Lisa forklarede, hvad formålet var med at lære dem, og hvordan man kommunikerer ved hjælp af tegnsprog under vandet.

Tegnet, der betyder "Alt OK"

Til at starte med var det ret simpelt med øvelserne, men først fik Mari vand i munden, og fløj op til overfladen, og derefter vand i næsen, for endnu en gang at måtte op og trække vejret. Ikke ligefrem den bedste start, men Lisa beroligede os, og sagde at det var helt normalt at reagere sådan og at det nok skulle gå godt ude på havet alligevel. Om aftenen spiste vi en god fransk-vietnamesisk middag, og smuttede tidligt i seng, så vi kunne være friske til vores dykkereventyr onsdag.

Onsdag - Uge 14

Dagen startede 7.30 og vi fik en entusiastisk briefing af chefen for dykkercentret, da vi kom ombord på båden, hvor alle gæster og instruktører blev præsenteret i showbiz-style. Der var herefter en times sejlads til det første dykkersite.

En forbipaserende båd og det smukke landskab, som vi sejlede forbi

På vejen viste Lisa os nogle billeder af de fisk vi ville komme til at se, under havoverfladen. Vi fik selskab af en italiensk pige, der også var nybegynder som os. Mari var den første, der skulle stige langsomt ned på 6 meter, for at gennemgå gårsdagens øvelser endnu en gang. Desværre ramte panikken ligeså hurtigt, som hovedet var under vand og Jacob måtte fortsætte alene, med de to andre. I mellemtiden fik Mari sundet sig på båden, og på vej til det næste dykkersite tilbød Lisa (vores instruktør) at tage Mari alene med ud på lavt vand og gå langsomt ned (nærmest på ryggen af Mari) for at se om det hjalp på panikken. Og det gjorde det (!!) heldigvis. Det virkede meget mere naturligt på den måde, og efter at Jacob og italieneren var kommet med ned i vandet begav vi os helt ned på 5-8 meter og fik set en masse sjove fisk og flotte koraller. Efter 45 minutters tid var det slut og vi var begge trætte og lettede, efter en veloverstået, grænseoverskridende og utrolig overvældende oplevelse.

Vores søde instruktør Lisa og os, efter et veloverstået dyk

Om aftenen spiste vi middag på en god og billig restaurant på stranden, mens vi nød solnedgangen med fødderne i sandet og fik dejlig grillet fisk.

 Middag med fødderne i sandet

Og helt roligt vand

Herefter mødtes vi igen med vores hollandske venner, Björn og Wiesje til nogle flere happy-hour drinks :)

Torsdag

Dagen stod i strandens tegn. Heldigvis var der sol, fra en skyfri himmel fra morgen til aften. Skøøønt.

Ligner nærmest et rejsekatalog

Om aftenen tog vi ud til øens bedst ratede restaurant på Tripadvisor, og fik god autentisk sydvietnamesisk mad, til en billig penge. Faktisk kostede taxaturen frem og tilbage næsten det dobbelte af selve middagen. Ret pudsigt. Vi var indtil videre ikke lige så imponerede over det sydvietnamesiske køkken, som af det nordlige, men forhåbentlig skulle Ho Chi Minh City forbedre Sydvietnams omdømme de kommende dage.

Fredag

Formiddagen tilbragte vi ved poolen, inden vi ved middagstid tog mod den splinternye lufthavn, der kun havde været aktiv i 14 dage gamle og som ikke var officielt åbnet endnu. Herfra gik turen mod Ho Chi Minh City. Vi havde egentlig planlagt at tage færge og bus dertil, men var simpelthen så trætte af lange busture, at de ca. 300 kr. pr. flybillet pludselig blev det hele værd, for en kun 35 minutter lang flyvning - mod en 10 timers lang rejsedag i båd/bus. Samtidig fik vi en super flot indflyvning over Vietnams kulturelle og økonomiske hovedstad (Hanoi er den politiske) med 10 mio. indbyggere - et imponerende syn! Vi ankom til hotellet ved aftensmadstid og fandt hurtigt en lokal ”diner” der var umulig at overse: med plads til 300 mennesker, bierstube-stemning, neonlys og disko-julehits kørende for fuld drøn var den et must!

De unge servitricer gloede lidt på Mari... Kvinder er vist ikke deres typiske klientel :)

De havde billige øl, til kun 5 kr. stykket, og de flød i sådan en lind strøm, at Jacob på ingen tid fik konsumeret hele 3 styks! Maden var dog ikke noget særligt, men stedet var også ultra lokalt og uden tvivl mere berygtet for øl, end for mad.

Lørdag

Lørdag startede vi dagen med at tage mod centrum, hvor vi fandt en hyggelig kaffebar, lige ved Notre Dame kirken, som serverede lækker morgenmad. Det var skønt at sidde på en fortorvscafé og nyde en god kaffe og croissant (og nogle flere kager), og ikke mindst det skønne og varme vejr.

 Udsigt til den smukke Notre Dame kirke

Og kaaaage.

Herfra slentrede vi rundt på de imponerende gader og boulevarder, som omkranser de mange smukke bygninger i fransk kolonistil. Byen synes på nogle områder mere velorganiseret og langt mere moderne end Hanoi, men har også fået øgenavnet ”moto-city”, fordi det siges, at der er mere end 5 millioner motorcykler og scootere i byen!!

Kontrasten mellem de store grønne træer og de mange osende knallerter er skærende...

 

Og SÅ var der julepynt for ALLE pengene!!!

Vi besøgte museet for krigsforbrydelser, der primært bestod af en lang række billeder af ofrene for krigen, heriblandt de, der overlevede de kemiske våben, som amerikanerne anvendte mod dem, foruden et voldsomt artilleri.

Det, der slog os mest, ved Vietnam-krigen var, at landet stort set ingen hjælp fik, fra omverdenen, efter at USA havde forladt landet i ruiner. Uden nogen genopbygningshjælp er det faktisk ret imponerende, at landet i den grad har formået at rejse sig på bare 30 år. Sidst på eftermiddagen fandt vi en roof-top bar hvor vi fik et par drinks, mens vi nød solnedgangen.

 Pina Colada & Mojito

I midten ses det berømte Hotel Rex, som under krigstiden husende mange internationale krigskorrespondenter

Herefter spiste vi middag på The Temple Club, en restaurant, som Brad Pitt og Angelina Jolie også har besøgt. Stedet emmede af atmosfære, som vi nød mens vi spiste 4 slags lækre forårsruller, grillet fisk og blæksprutte samt et par lokale desserter, som de dog godt kunne have gjort sig lidt mere umage med.

En utrolig glad pige :)

Det havde været en smadder interessant dag i den store by, men vi følte efterhånden, at pladsen til nye indtryk var ved at være fyldt godt op i vores hoveder.

Søndag

Den sidste turistattraktion vi skulle besøge på vores lange rejse var Cu Chi tunnellerne, et par timers kørsel uden for Ho Chi Minh City. Vores guide snakkede som et vandfald og fortalte, hvordan soldater under Vietnam-krigen havde levet i op til flere år, bogstaveligt talt under jorden. Det kunne tage uger at komme fra den ene ende af en tunnel til en anden. Omkring 200 km tunnel var udgravet i op til 3 underliggende lag, med det formål at kunne beskytte mod selv de voldsommeste bombeangreb.

Guiden, der kaldte sig selv "Buffalo" forklarer her, hvordan tunnelopbygningen fungerer

Vi fik selv lov at vælge, hvor lang en tur vi ville gå, i de (for turisternes skyld) lettere udvidede tunneller, og vi var glade for, at vi kun valgte 20 meter. Der var helt ekstremt varmt og tung luft nede i dem, og Maris klaustrofobi gjorde det umuligt at holde til mere.

Pyha, endelig oppe!

Krigshistorien udgjorde historien om David og Goliat, fordi vietnameserne havde vist sig at være utrolig kløgtige, bl.a. pga. tunnellerne, og til sidst vandt den lille (Vietnam) over det store USA.  Midt på eftermiddagen var vi tilbage i byen og spiste lækker mad på endnu en anbefalet restaurant.

Vores konklusion var dog klar: Det sydvietnamesiske køkken kan overhovedet ikke måle sig med det nordlige, langt mere raffinerede køkken. Derfor bliver det uden tvivl ikke et farvel, Vietnam, men snarere og forhåbentligt et au revoir Vietnam. Sent om aftenen gik turen med fly mod Bangkok, vores allersidste stop på turen.