tirsdag den 7. februar 2012

DAG 19 - Kennedy Space Center

Denne morgen gik turen til Floridas østkyst, ved Titusville, hvor Kennedy Space Center ligger. Jacob havde aftenen inden tjekket nogle film ud på You Tube, hvor folk hhv. forsøgte at af- og bekræfte ægtheden af månelandingen i 1969. En lille portion skepsis er ej et dårligt udgangspunkt, tænkte vi. Besøget i visitor center startede med en bustur rundt for at se områdets faciliteter.

Først gik turen til et udkigstårn, hvor man kunne se flere af affyringsramperne. Dernæst til en kæmpe hal, under navnet Apollo/Saturn, der udstillede én af rumraketterne, som var blevet brugt ved Apollo-rumrejserne. Den var enorm!


Undervejs var der film og fortællinger om raketopsendelser og også de mislykkede operationer blev nævnt. Det hele var utroligt imponerende, og virkelig noget man fornemmer, at der er en patrotisk stolthed over. Forståeligt nok!


Tilbage ved visitor complex prøvede vi endnu en gang en rumraket-simulator. Denne virkede på en måde mere autentisk eftersom man blev vendt 90 grader, som var man i en rigtig raket, og derefter blev man udsat for kraftige rystelser, indtil raketten var sikkert ude af atmosfæren. Endnu en gang: Wow!


Efterfølgende gik vi tur i "Rocket Garden", hvor rigtige raketter var udstillet.




Vi sluttede dagen af med at se de to IMAX 3D film, der handlede om hhv. Hubble-teleskopet og om astronauternes liv på den internationale rumstation. Det havde virkelig været et fantastisk besøg i hjertet af USA's stolthed!

Da vi kom tilbage til Orlando tog vi på shopping - de havde åbent til kl. 23, så why not? :) Vi fik os nogle lækre nye kufferter, som vi uden tvivl ville få brug for, med alle vores nyindkøb. Mari fandt en lækker North Face vinterjakke, som formentlig også kan komme i brug, når vi lander i DK igen.  Det er der heldigvis lang tid til endnu :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar