Dag 22 - Super Bowl på Treasure Island!

Denne morgen var det endnu en gang overskyet da vi vågnede, og endnu en gang forsvandt skyerne op ad formiddagen. De glade sol-elskere blev endnu gladere. :)

Allerede midt på eftermiddagen indfandt vi os på hotellets bar/café/restuarant Sloppy Joe, som er en filial af den berømte bar, der var Hemmingway's stamsted på Key West.

Mari fik skrevet lidt i bloggen, mens Jacob varmede op med de første par øl inden kampen. Tiden gik hurtigt og det blev ved med at vrimle ind med mennesker. Vi havde fundet et perekt sted at sidde, midt imellem de to storskærme. Solen gik smukt ned og farvede himlen bag storskærmen rød og violet. Sikke en udsigt!

Vores amerikanske venner havde fortalt os, at de reklamer, der kører under Super Bowl har fået en slags kult-status, og mange af de store virksomheder, som køber reklamespots vælger at have "præmiere" på de helt nye reklamefilm, netop ved Super Bowl. Vi forstod hurtigt hvorfor. Inden kampstart kom Kelly Clarksom på og sang nationalmelodien. Alle rejste sig op, flere sang med og lur mig om ikke også en enkelt eller to havde hånden på hjertet, sagde "grace" eller sådan noget. Halleluja.

Der var dog ikke spillet mange sekunder, før den første reklamepause kom. Og én igen. Og igen. Og sådan blev det ved. Men vi måtte så også give dem, at det virkelig var nogle gode reklame film! Amerikanerne kan sgu noget med humor og marketing! Baren var mere eller mindre 50/50 delt mellem dem, der holdt med NY Giants og dem, der holdt med New England Patriots. Giants-fansne var bare mest højlydte. Jacob var god til hurtigt og simpelt at forklare reglerne for spillet. Mari, der aldrig havde set amerikansk fodbold før, blev faktisk ret bidt af det. Og lidt forarget - virkelig meget vold. Men så kom halvlegs showet! I løbet af no time fik de samlet en scene, midt på fodboldbanen og ind kom Madonna, og en masse dansere. Wow et show! Der var både gamle og nye sange, gæstesangere, bl.a. Cee Lo Green, og et sceneshow der gav den max gas! Sikke en stemning! Selve kampen varer kun 4 x 15 minutter, men det betød i dette tilfælde 3,5 times kamp, men det føltes faktisk ikke sådan. For os. :) Især Mari lagde mærke til kontrasten mellem det, at de gør SÅ meget ud af set-up'et, men trænerne, de er iført tarvelige hættetrøjer og kasket. Prøv at forestille jer Sir Alex Ferguson iført hættetrøje. Haha. :)

Èn ting, kunne europæisk fodbold lære af amerikanerne: Hvis en træner er uenig i dommerens kendelse, kan han bede om at dommeren kigger videomaterialet igennem, og derefter evt. omgør dommen. Det er sgu fair play. Og det viste sig at blive afgørende sidst i kampen. Da kampen var slut var de ellevilde! Vi havde naturligt nok ikke de store følelser for NY Giants, så vi smuttede i seng efter en virkelig fed og ægte amerikansk oplevelse.