Brunei - Borneos tropiske velstandsparadis

Torsdag

Da vi vågnede torsdag morgen peb og brokkede ALLE vores muskler sig efter bjergbestigningen. Godt vi ikke skulle lave andet end at blive transporteret det meste af dagen! Kl. 8.00 sejlede færgen fra Kota Kinabalu mod øen Labuan, som er et toldfrit område mellem Malaysia og Brunei, og herefter videre til Brunei. Da vi nåede havnen i Brunei fandt vi en pirat-taxa (der findes kun omkring 50 officielle taxaer i hele landet, da alle er så rige, at de har biler selv. Jep, og heller ingen har knallerter. Kun større biler, og benzin der er tæt på verdens billigste).  Vi nåede Bandar Seri Begawan, som er Bruneis hovedstad, midt på eftermiddagen og fra vores hotel var der kun en kort gåtur til centrum. Det viste sig at blive en interessant gåtur at vandre rundt i en mennesketom hovedstad, der føltes fuldstændig som en spøgelsesby med kapacitet til 10 gange så mange indbyggere og turister, end der reelt set var. "De lokale kan ikke lide at opholde sig i centrum, men vil hellere sidde hjemme i stuerne og synge karaoke" fortalte de os senere på hotellet. Byen var meget velholdt og infrastrukturen eminent, men der manglede ligesom lidt stemning ved en fine havnepromenade. Vi spiste nogle lækre og billige satay-grillspyd et sted, hvor nogle lokale hang ud, og så fik vi fotograferet byens hovedattraktion: Den smukke Moske.

Fredag

Vi stod igen tidligt op, og fik for første gang brug for rent faktisk at tage vores rygsække op på ryggen, og vandre ned til havnen, hvor vi mødtes med Nazri, der skulle være vores guide i regnskoven de næste par dage. Herfra gik turen videre med speedbåd i 45 minutter langs floderne, og ind i junglen til byen Bangar, hvor der ventede en bustur på 20 minutter, og derefter en gåtur på 5 minutter inden vi endelig var fremme ved Sumbiling Eco Village, som skulle være vores camp de næste to dage. Vi havde fundet frem til stedet via en rejseblog, som Mari har fulgt hjemmefra - og det levede fuldt op til forventningerne. Vi tjekkede ind i vores telt, som vi skulle bo i, de næste 2 nætter, for RIGTIGT at blive ét med junglen, og alle dens lyde og ikke mindst.. dyr. Derfra gik turen igen med båd, denne gang en "longboat" med påhængsmotor, der sejlede os ca. 40 minutter op af en flod (mod strømmen), og ind til Ulu Temburong National Park, som udelukkende er fremkommelig via båd.

Her gik turen op ad en masse trapper (mens vores ben nærmest skreg af smerte) og videre op i et meget højt stilladstårn, som nåede helt op i det, der kaldes regnskovens "canopy" (som sikkert kan oversættes med "trækroner"), hvor der var konstrueret en gangbro. Udsigten var helt fantastisk!

Der er godt nok langt op!

Jacob var dog ikke helt begejstret ved at gå på de smalle broer mellem de 5 tårne, der bare blev højere og højere. Men både op og ned kom vi, i god behold. Næste stop på turen var et lille, og nærmest ikke-eksisterende vandfald, så i stedet blev fiskene hovedattraktionen. Vi fik således lov at opleve en ”Natural Fish Spa”, eftersom de fisk, der svømmede ved vandfaldet begyndte at spise den døde hud på vores fødder! Det kildede helt vildt og var en smadder sjov oplevelse.

Her er det Jacobs tæer der er omringet af de hud-hungrene fisk!

Da vi kom tilbage til lodgen ventede os en lækker "bamboo-chicken" frokost, bestående af kylling tilberedt med ananas, ingefær og krydderier i et bambusrør. Det smagte helt vildt godt! Eftermiddagen blev brugt på afslapning, inden vi skulle ud på vores night trek, da mørket brød frem. Vi fik én af de lokale, med et særligt nattesyn til at være anfører, og han fik øje på adskillelige dyr, mest interessant var dog de kæmpestore vandrenede pinde, både i brun og i grøn udgave. En del andre mellemting mellem krybdyr og insekter blev også vist frem, men vi takkede dog pænt nej til at holde dem i hånden. (Det er guidens hænder, på billederne)

 Vi fandt aldrig ud af, hvad denne her krabat hed, men ulækker, dét er den i hvert fald!

Den vandrende pind

Turen endte i den lille landsby, hvor vi blev inviteret indenfor i et "long-house", og fik fortalt historier om Iban-folket, og fik prøvet deres traditionelle folkedragter, alt imens vi snakkede kultur, religion, fremtid og endda bryllup. 

Og så blev Mari iklædt Iban-folkets traditionelle folkedragt

Det viste sig nemlig, at deres hovehøjtid i løbet af året altid falder d. 1. juni, og består af en kæmpe fest der KUN overgås af et bryllup... så de blev meget begejstrede over at vi rent faktisk skulle fejre bryllup netop den 1. juni næste år. Så var snakken igang :)  Da vi sent om aftenen vente tilbage til lejren og krøb ind i vores telt, faldt vi trætte i søvn omringet af regnskovens eksotiske lyde.

Lørdag

Vi vågnede tidligt lørdag og havde den smukkeste udsigt fra vores åbne telt, ud over floden.

Efter at have overbevist guiderne om, at vi gerne ville på en mere udfordrende jungletur, end den de havde lagt op til, i selskab med en tysk familie, der inkluderende to børn under 5 og 2 bedsteforældre over 70, blev gruppen heldigvis delt op, så vi blev alene med 3 guider. Vi fik vist en del planter, som Iban-folket bruger til primært medicin, men også røgelse eller madlavning. 

 Med hat og "øreringe" i ægte junglestil

 

Så er Tarzan tilbage i lianerne!

Trekkingturen gik flere gange direkte igennem floden, så vi gik konstant med sop i skoene, men det blev ligesom bare en del af oplevelsen. 

Da vi nåede den primære regnskov (den oprindelige og ældste regnskov, som oftest er meget svær fremkommelig) blev træerne bare større og større.

Vi kom forbi et sted, hvor nogen (ulovligt) havde fældet et træ, fordi de troede at dets indre var fyldt med et stof, der bruges til parfumefremstilling og som derved er yderst kostbart. Hurtigt blev det tydeligt for os, at selvom Brunei selv gør utrolig meget for at beskytte deres regnskov, så er der stadig mange andre, der forsøger at udnytte den. Én af forskellene på regnskoven i Brunei og flere andre steder på Borneo er, at Brunei er så rigt et land (det flyder med olie, ud for landets kyst), at man ikke behøver anlægge palmeplantager, som vi så i kilometervis, på vej fra Kota Kinabalu til Sandakan i den malaysiske del af Borneo. Det betyder, at den primære og gamle regnskov i højere grad er bevaret, og at dyrene derved har mere plads at gemme sig på. Vi blev dog en smule bange, da én af guiderne pludselig fik øje på en cobra-slange på tykkelse med Jacobs arm. Vi nåede desværre ikke at se den, hvilket nok var meget godt alligevel.  

 

Da vi havde vandret i 5 timer fandt én af guiderne et par lianer, som han skar hul på, hvorefter vi kunne drikke det vand, der løb ud af dem. Ret sejt, og skønt, da vores vandflasker var tomme. 

Ret underligt at drikke det reneste vand af en træstamne. Så har man set det med.

Vi nåede tilbage til lejren sidst på eftermiddagen, og var temmelig udmattede efter de mange indtryk, så vi hoppede en tur i den kølige flod. Efter en sidste gang junglemad krøb vi til køjs, mens uvejret tordnede i natten og vi havde endnu en gang været enormt heldige med vejret, under hele vores regnskovstur.

Søndag

Efter morgenmaden søndag blev vi fragtet tilbage med bus og båd, og nåede lige en tur på det royale museum i hovedstaden, hvor vi blev mindet om, hvorfor vi generelt ikke gider gå på museum: Det er r**kedeligt! Byen var dog lidt mere livlig denne søndag, men vi besluttede at vi havde set nok, og fik os lidt mad, inden vi kørte mod lufthavnen. 

En rygsækrejsende foran ét af Bander Seri Begawans lokale markeder

Med fly over Kuala Lumpur igen, og denne gang med destinationen Bali. Vi ankom sent om aftenen til byen Sanur, hvor vi havde booket de efterfølgende to nætter. Den afslappede stemning, som Bali er kendt for var nu mere end tiltrængt efter vores tætpakkede Borneo-program. 

Blot for en god ordens skyld skal det lige nævnes, at vi altså stadig følger vores træningsprogram - dog har vi måtte træne dobbelt nogle dage, når omstændighederne for træning har været... Ugunstige. :)