Toppen af Borneo

Onsdag - Uge 4

Så var dagen kommet, hvor vi skulle forlade Vietnam og rejse videre mod Borneo. Vi brugte formiddagen på blogging og afslapning, inden vi smuttede ned og fandt en lækker restaurant, hvor vi spiste frokost. Vi fik en lækker claypot og en kyllingeret med ris og krydderurter, og sluttede herligheden af med endnu en gang cheesecake :) 

Vi fløj fra Danang via Kuala Lumpur og ankom til Kota Kinabalu på Borneo ved midnatstid, trætte efter en lang rejsedag.

Torsdag

Formiddagen blev brugt på at danne os et overblik over, hvilke muligheder vi havde for oplevelser på Borneo og få sendt nogle bookingforespørgsler afsted. Om eftermiddagen gik vi ned til havnen og tog en speedbåd ud til én af de bounty-øer, som vi havde hørt fra flere, skulle være helt fantastiske. Øen levede - (desværre, efter vores mening) alt for godt op til dens tilnavn som "picnic"-ø, eftersom den var fyldt med lokale og turister, der alle spiste frokost og snorklede rundt i de afmærkede områder. Det viste sig at være fordi der i lige præcis i denne uge er kinesisk ferie, og så valfarter de åbenbart alle sammen til øen "Mammutik" på Borneo :) Trods menneskehorderne, lykkedes det os alligevel at få slikket lidt sol, og nyde det lækre vand. 

Her ses de mange (kinesiske) turister, ved frokosttid

Om aftenen fandt vi ud af, at én af restauranterne, som var anbefalet i guidebogen, faktisk lå lige ved siden af vores hostel. Vi fik to gode retter, men var endnu en gang forundret over de traditionelle malaysiske spiseredskaber; gaffel og ske - eller bare fingrene (!) Hmm. Kontrasten til Vietnam var temmelig stor - maden kan på ingen måde konkurrere med Vietnam, men til gengæld er infrastrukturen tip top, på trods af, at de stadig har venstrekørsel efter at have været britisk koloni. Men alle stopper for rødt og folk holder endda tilbage for andre trafikanter. We like. 

Fredag

Det meste af formiddagen blev igen brugt på at få styr på de kommende dages mange oplevelser. Vi fik booket en regnskovstrekkingtur i Bruneis primære regnskov samt en trekking/bjergbestigningstur til Mount Kinabalu, som vi ellers havde frygtet ville være udsolgt, men heldet var med os (eller mest Jacob, som var noget mere begejstret ved udsigten til to fysisk hårde og udmattende dage, end Mari var!). Om eftermiddagen slap heldet op, da vi opsøgte det fine hotel Le Meridian, for at høre om vi kunne få lov at bruge deres pool gratis, som Christian & Sara havde gjort det i januar. Men der er åbenbart forskel på folk, for vi blev pænt (men insisterende) bedt om at betale 70 kr. pr. person, som tilmed var prisen efter en rabat! Nå, men vi trængte til det, og det var mega lækkert med en pool og lidt afslapning. Om aftenen ville vi have besøgt en restaurant, som vi havde fået anbefalet af Kasper og Tania. Vi fik receptionisten til at bestille en taxa til os, men fik så at vide, at stedet var lukket. Vi havde ellers glædet os til en roterende restaurant med flot udsigt over byen, men måtte i stedet nøjedes med en pizza fra Pizza Hut - og så endda uden gris, da ca. 50% af Malayerne er muslimer, så stort set ingen steder serverer gris. Det smagte nu okay :) - Vi fik derudover købt handsker og pandelamper til vores bjergbestigning og en fin hue til Mari, som frygtede, at det ville blive temmelig koldt at nå toppen. 

Lørdag

Vi stod tidligt op og havde en 6 timers bustur i vente, mod Sandakan, som er et andet turistcentrum i den nordlige del af Borneo. Vi hoppede af bussen ved Sepilok Orangutang rehabiliteringscenter, som skulle vise sig at blive en helt fantastisk oplevelse. Vi nåde lige at se en film om centret og hvordan de genoptræner forladte eller forældreløse små orangutanger, inden eftermiddagsfodringen startede kl. 15. På vej ud til fodringsplatformen var vi dog så heldige, at én af orangutangerne var kommet helt ned til den træsti, som turisterne går langs - nærmest som om den ville vise vej til fodringen :) Pludselig var den så tæt på Mari, at hun næsten kunne røre ved den! Dét var en stor oplevelse - overraskelsen og begejstringen taler vist for sig selv:

På vej ud til platformen spottede vi flere orangutanger og andre aber, og da fodringen startede, var vi igen heldige, og vi så omkring 8-10 orangutanger. Vi vil gerne sende en kærlig tanke og et tak til Ronnie for at have givet os sit zoom objektiv, så vi kunne få nogle rigtig gode billeder af de fantastiske primater i hus. 

 

Venter på en banan? :)

På vej med bussen til Sandakan mødte vi et par danskere, som viste sig at bo på samme hostel som vi havde booket - igen temmelig heldigt, da vi ikke havde den fjerneste anelse om, hvordan vi skulle finde stedet, uden et kort over byen. Efter en hurtig aftensmad på et lokalt sted, begyndte det pludselig at styrte ned! Vi skyndte os hjem, for at undersøge mulighederne for den næste dag i Sandakan.

Søndag

Efter at have konstateret at de to ting, udover orangutangerne, vi gerne ville have oplevet i Sandakan (skildpaddeøen og en flodtur) var for dyre i forhold til den værdi, vi vurderede de ville have for os, besluttede vi at indlogere os på det lækkert 4-stjernede hotel Four Points by Sheraton, for at lade op til  de to store kommende trekkingture og nyde en dag ved poolen og dertilhørende fuld luksus! Vi lagde os ved poolen fra om formiddagen, og tilbragte hele dagen på langs. Kun afbrudt af en frokostsnack. 

 Jacob i hotellets lækre "infinity"-pool

Udsigten fra vores værelse

Om aftenen gik vi en tur langs havnepromenaden, som desværre ikke var særlig tiltalende. Vi fik dog en lækker Satay-kyllingeret, inden vi krøb ind under dynen i den lækre store og bløde seng.

Mandag

Vi vågnede op til den LÆKRESTE morgenmadsbuffet vi havde set længe! Jacob var i himmelen. 

Udover de sædvanlige ting som chokoladecroissanter og personanrettede omeletter, fik vi friskpresset juice og lækre skæreoste, som vi ikke havde fået, siden vi forlod Danmark. NU følte vi, at vi var fuldt ud ladet op til de næste 6 dages hæsblæsende eventyr med bestigning af Mount Kinabalu og i Bruneis jungle. 

Udsigten fra poolterrassen

Efter 5 timers bustur ankom vi til et lille pensionat, kun 500 m fra hovedindganen til Kinabalu Park, hvorfra vi skulle bestige Mount Kinabalu den efterfølgende dag. Af én eller anden årsag anbefales det kraftigt, at man starter sin trekkingtur senest kl. 9 dag 1, så derfor havde vi booket et værelse tæt ved parken. Det viste sig at et belgisk par, som vi havde mødt flere steder i Sandakan, skulle med samme bus mod parken og også havde booket samme overnatningsted. Vi aftalte derfor med dem, at vi ville deles om en guide, på bjergbestigningen den næste dag.

Tirsdag

Vi vågnede op til et fint vejr, med både sol og lidt skyer, hvilket tegnede til at blive en god trekkingdag. Vi fik efter en del snak frem og tilbage endelig en guide, der talte fint engelsk. Det betød dog ikke, at han faktisk ville fortælle os noget og vi undrede os lidt over, hvorfor det mon var påkrævet med en guide. Hurtigt fandt vi dog også ud af, at vores to belgiske, (og i øvrigt lesbiske) veninder var temmelig sløve konditionsmæssigt, så vi gik i udbrud, og vi nåede vores ”resthouse”, hvor vi skulle tilbringe natten, efter 4 timers trekking. Det var en hård, men rigtig god trekkingtur, der startede ved 1866m, og derefter var der 6km, og 2229 højdemeter, der skulle forceres. 

 

Et af de mange smukke udsigtspunkter

Den første del af turen gik rimelig godt, men den sidste kilometer var temmelig hård, og der gik selvfølgelig sport i den for Jacob, som helst ville overhale så mange som muligt! Typisk! Selvom vi var ret stolte over at have klaret turen så hurtigt, overraskede det os lidt, at vi nu havde hele eftermiddagen til rådighed, men absolut intet at foretage os. Andet end at købe stedets over-pricede snacks og drikkevarer (læs: danske priser, hmf!). Vi tog os derfor en lur i stedet J Efter en fin aftensmad gik vi i seng allerede ved 20.30-tiden, dog uden at kunne falde i søvn, til trods for, at vi skulle op allerede kl. 02.45 og gå de sidste 2,7 km til toppen af bjerget, for at kunne nå at se solopgangen kl. 6. Måske var vi spændte, måske var det højdesyge (Jacob havde i hvert fald knaldende hovedpine) eller måske skulle vi bare ikke have taget os den eftermiddagslur…

Onsdag - Uge 5

Efter en lille morgenmad kl. 03 blev vi sendt afsted som de allersidste fra hytten, eftersom vores guide mente at vi snildt ville kunne indhente de ca. 50 andre, der også skulle bestige den sidste del af bjerget. Det tog da heller ikke mere end en halv times tid at indhente vores belgiske veninder, men vi nåede altså langt fra toppen som de første! DET VAR MEGA HÅRDT!!   

1. Fordi det var stjelt, 2. fordi luften var tynd, så vi blev endnu mere forpustede, end ellers (især Mari) 3. fordi det var mørkt, og vi havde kun pandelamper til at lyse for os, 4. fordi det var frysende koldt, 5. fordi det blæste en halv pelikan, og 6. fordi det også småregnede, da vi nåede længst op på toppen, så vi blev bare gennemkolde i løbet af no time.

Her sidder Mari og gemmer sig, i ly for regn og blæst på det stejle og glatte klippestykke

Vi var dog heldige på vej mod toppen at se de første af solens stråler på et fladt mellemstykke.

Efter både sved og tårer (gæt hvem der udtalte sætningen ”jeg kan ikke mere”?! :)) nåede vi ENDELIG toppen i 4.095m’s højde!

Vi klarede det!!

Takket være Jacobs viljestyrke og ikke mindst omsorg, overvandt vi sammen Sydøstasiens højeste bjerg. Wauw. 

Turen ned foregik ganske vist i dagslys, og der var flere steder med fantastisk udsigt, men det var stadig virkelig glat efter regnen, og Mari gled 6-7 gange. Da vi nåede vores "resthouse" fik vi igen morgenmad - denne gang med amerikanske pandekager - og var klar til at gå de sidste 6 km ned ad bjerget. Vi gik turen på kun 2 timer og 20 minutter, og kom ned som nogle af de første. Ved frokostbuffeten konstaterede vi, at Michael Learns To Rock stadig hitter herude. Vi delte en taxa med belgierne, som dog skulle bruge 5 timer på at gå samme distance, så klokken blev 19 inden vi endelig nåede tilbage til Kota Kinabalu, hvor vi trætte og ikke mindst ømme faldt om vi vores seng. I morgen skal vi videre mod Brunei, ét af verdens rigeste lande og ud på en 3-dags trekkingtur i junglen. Uf, dét bliver hårdt for benene!!