Eftersom Krabi i sig selv ikke
har det store at byde på, tog vi på bådtur, ud til nogle af de smukke øer langs
kysten. Vi sejlede i én af de karakteristiske ”long-boats”, der har sin helt
egen charme. Øerne vi kom ud til var alle ubeboede og havde kridhvide
sandstrande. Vi fik også snorklet lidt og spiste frokost med en skøn udsigt:
Sidst på eftermiddagen var vi
tilbage til havnen ved feriebyen Ao Nang, hvor der er lidt mere liv, end i
Krabi, så dér havde vi fundet en restaurant, som vi ville prøve. Vi gik ind på
et hotel, for at høre, om de kunne ringe til restauranten og bestille en gratis
pick-up (som vi havde læst på hjemmesiden, at de tilbød), og så ville vi gerne
ligge lidt ved hotellets pool, og få et par drinks inden maden. Det kostede
imidlertid en halv arm at bruge deres pool, så i stedet gav de os et værelse,
hvor vi kunne tage bad og skifte tøj, inden vi skulle ud og spise. Kvit og
frit. Vi forstod ikke helt hvorfor, men købte et par milkskakes som tak. Udsigten
fra The Hilltop Restaurant levede fuldt ud op til forventningerne: Vi så den
smukkeste solnedgang, alt imens vi fik serveret lækker thai-mad. Kan man ønske
sig mere?
Vi bestilte "deep fried catfish" og fik serveret dette... Det smagte ret sjovt.
Lørdag, søndag, mandag
Farvel til Krabi…
Byens vartegn
… og med bus til Koh Lanta - én
af de større øer, syd for Krabi. Her skulle de næste 4 nætter tilbringes i ro
og fred. Vi spiste en lækker middag på stranden den første aften, og fik
kæmpestore BBQ-grillede rejer!
Søndag og mandag var vejret ret
skiftende, så vi udnyttede én af regnbygerne til at få turens første gang
massage, mmm. Det var dejligt :) Aftenerne blev brugt på to anbefalede restauranter fra Tripadvisor, som begge
var super gode, og i øvrigt ejet af hhv. svenskere og østrigere. Selve Kho
Lanta er ikke så imponerende, men stranden er fin og maden helt i top. Her er
imidlertid fyldt med svenskere. De har vist lavet deres egen koloni, for vi så
et skilt med ”Svenska Skola Thailand”, haha.
Tirsdag
Så gik turen endelig mod Phi Phi.
Vi var ikke i tvivl om, at vi gerne ville se Phi Phi øerne, men var blevet
frarådet at bo der, fordi det er dyrt, og der er fyldt med turister. Vi tog
derfor en én-dagstur derud, og fik set det meste. Der var både tid til
snorkeling og en tur til den berømte Maya beach, hvor filmen The Beach (med
Leonardo DiCaprio) er optaget. Her var PROPPET med mennesker. Det fjerner jo
ikke skønheden fra stedet, glansen falmer bare en smule. Men der VAR virkelig
smukt, se selv:
Stranden var FYLDT med både, og vi måtte vente en halv time, bare for at kunne lægge til
Snorkeling i én af de imponerende bugter
Derfra gik turen tilbage til
hovedøen, hvor selve turistbyen ligger. Det var et virvar af små gader med
restauranter, butikker, barer og turarrangører. Vi skyndte os imidlertid
igennem mylderet og begav os op imod Phi Phi viewpoint, hvorfra der var den
flotteste udsigt over primært hovedøen. Det var voldsomt varmt, men op kom vi.
Og sikke et view:
Det var lidt skræmmende at tænke på, at de to strande i miden af øen blev fuldstændig oversvømmede af tsunamien. Vi så skilte overalt, der viste vej til tsunami-evakueringsstederne...
Sejlturen fra Koh Lanta til Phi
Phi tog en times tid, som vi på hjemturen nød på siden af dækket med solen lige
i hovedet.
Til aften spiste vi på den lokale strandcafé, hvor vi fik de
lækreste karryretter med hhv. massaman (sød karry) og grøn karry med mynte.
Utroligt, som 4 dage kan gå så
hurtigt, uden at vi egentlig har haft travlt.
Smuk solnedgang ved vores lokale strand på Koh Lanta
Næste stop er øen Koh Kho Khao,
som ligger 1,5 times kørsel Nord for Phuket, hvor der efter sigende skulle være
ro. Her skal vi tilbringe de næste 5 dage, på et lækkert resort, lige ned til
stranden.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar