tirsdag den 20. november 2012

Thailand på langs

Onsdag - Uge 10
Dagen stod i transportens tegn. Først fra Koh Lanta tilbage til Krabi, derfra med bus til Khao Lak, så taxa til havnen, og med båd over det lille stykke vand - og til sidst med endnu en taxa, det sidste stykke vej til vores hotel på øen Koh Kho Khao. Det var hårdt! Vi blev opgraderet til en større værelse, og forstod med det samme hvorfor, da resortet nærmest var tomt. Men stranden lå direkte i forlængelse af hotellet og vi var ikke et øjeblik i tvivl om, at vi ville nyde stilheden i fulde drag.
 Vores lækre "upgrade-room" :)
Solnedgang den første aften
Torsdag, fredag, lørdag & søndag
Desværre havde vi begge fået os en omgang maveforgiftning, formentlig fra frokosten på turen til Phi Phi. Vi lå begge med feber den første nat på Koh Kho Khao, og dagen efter havde Jacob svære mavekramper. Infektionen virkede til at have fået bedst tag i Jacob der var sløj i to dage, mens Mari var frisk igen efter bare en enkelt dag. Vi var ret godt tilfredse med, at vi bare skulle ligge og slappe af disse dage, når nu vi ikke var på toppen. Tiden gik derfor med at læse i bøger, spise lækker stor morgenmadsbuffet og til aften spiste vi på de små lokale restauranter, rundt om på øen. Vi havde egentlig forestillet os, at vi både skulle på dykker- og snorkeltur, ud for kysten, men snorkelturen var urimeligt dyr så den droppede vi, og dykkerturen var desværre fuldt optaget, da Jacob for alvor var frisk igen. Så dykningen må vente til sidst på turen, hvor vi igen rammer stranden (i Vietnam) og forhåbentlig får chancen igen. Vi var dog enige om, at de dejlige dage med ren afslapning var mere end tiltrængt! Nedenfor følger lidt stemningsbilleder fra de sidste par dage.

 Lækker strand-morgenmadsbuffet
 Vi havde solstolene på stranden for os selv, det meste af tiden
Sikke brun man kan blive...
På vej ud for at spise aftensmad
Lækker grøn karryret med cashewnødder
 Endnu en smuk solnedgang
 Vi var dybt imponerede over himmelen denne aften!
 Det her billede er altså ikke redigeret!
Mandag
Efter at have proppet os med lækker morgenmad den sidste morgen på luksushotellet, gik turen videre mod mere action. Vi havde booket billetter med nattog til Bangkok fra byen Surat Thani, som ligger på Østkysten, så først skulle vi med bus i 2,5 time for at nå dertil. For at være sikre på at nå toget, tog vi afsted i god tid, ankom til togstationen 3 timer for tidligt, og slog ventetiden ihjel på en hyggelig kaffebar med lækre iskager og gratis WiFi. 


Toget mod Bangkok afgik kl. 18.30, og tog 12 timer. Nu er vi netop ankommet til Bangkok, hvor vi skal have søgt visum til Myanmar, og desuden indlede et hæsblæsende shopping-marathon. Derefter går turen til Nordthailand, hvor vi skal tilbringe 5 dage, og så skal vi (forhåbentlig, hvis de lukker os ind) til Myanmar. Det skal nok blive nogle spændende og hektiske dage. 

2 kommentarer: